DSF Medlemsforeninger Foreningsnyheder Nyhedsbrev til foreninger, december 2013
Nyhedsbrev til foreninger, december 2013
Skrevet af Tim Andersen   
Mandag, 23. december 2013 18:31
Vi prøver i år så godt som muligt at få næste års stævnekalender på plads.

Dette kræver, at alle de stævner der allerede nu er besluttet i 2014 samt de forskellige DSF DM’er kommer på kalenderen omkring årsskiftet.

Har I et ønske om at være med til at afholde et af vores DM’er på Tjenestepistol, 15 eller 25M Kombipistol, 15 m Grovpistol, 15m Kombiriffel, 50m Kombiriffel, 200 m Kombiriffel, langdistance riffel, Steel Challenge eller IPSC bedes I melde tilbage snarest. Vi har allerede nogen foreninger der har budt ind til nogen af aktiviteterne.

Vores første år i Unionen har ikke været helt uden knaster. Vi fravalgte Unionskortet sidste år, og vi bruger al vores indflydelse på at der findes en anden løsning. Foreningerne skal nok imødese endnu en mindre kontingentstigning næste år, men det er til skydeidrættens bedste, kan vi love!

Pistolkalibrene faldt så endelig på plads. Ikke den ideelle løsning, men en vi kan leve med. Semi-auto rifler arbejdes der videre med, der skal komme en løsning næste år.

Kom nu ud af busken og lav nogen aktiviteter! Man ser nogen nye mennesker og får nogen nye impulser, får måske lidt penge i kassen og fremmer skydeidrætten over en bred kam. DSF står altid klar med assistance, herunder on-line tilmelding, og sender gerne en skydeleder med software og scoresheets til den første dag hvis man ikke har prøvet før.

Til den ende søsætter vi en landsdækkende divisionsskydning på vores nyeste disciplin 15M Kombipistol i januar 2014. Det første år kører vi kun med hjemmebaneskydninger, så vi får en fornemmelse af hvorvidt det er en disciplin skytterne kan lide. Mere i separat skrivelse til jer samt på www.dsf.dk

Vi sender via e-mail nyhedsbreve og indbydelser ud til foreningerne en gang i mellem. Men det forekommer os, at kun et fåtal ender på foreningens opslagstavle. Hvis der er større sandsynlighed for at dette sker ved at en DSF-ansvarlig i foreningen er CC på vores mails, bedes man henvise os til vedkommende, gerne som svar på denne e-mail.

Bestyrelsen ønsker Jer alle

En rigtig Glædelig Jul & et Godt Nytår!

 
Copyright © Dansk Sportsskytte Forbund 2003-2017 RocketTheme Joomla Templates