DSF For skytter Stævneberetninger 9th Ironhands, 6. – 8. Marts 2009
9th Ironhands, 6. – 8. Marts 2009
Skrevet af Christian Ditlev Jensen   
Lørdag, 21. marts 2009 17:46

Klokken havde akkurat sneget sig forbi 8 da vi satte kursen mod Tyskland torsdag morgen. Vi kørte mod Gedser for at tage færgen til Rostock og så tilbagelægge resten af de over 800 km. til kroen Gasthof Vogel i nærheden af Nürnberg. Vi tog lige en tur forbi selve skydebanen, da den alligevel lå på vej til kroen. Vi ville lige sikre os, at vi fik den rigtige mødetid, og samtidig se om vi kunne blive flyttet til samme squad. Vi blev mødt af Range Master Jürgen der var venligheden selv og straks sørgede for flytningen og sagde at mødetid var kl. 7.30 og første skud ville være kl. 8. Samtidig var der en irsk gruppe som ankom. Vi hilste udvekslede både historier og jokes, og kom hurtigt ind på, at de havde store juridiske problemer i Irland med hensyn til IPSC. Den lokale IPSC organisation var de blevet nødt til at nedlægge, så de kunne nu ikke længere afholde licenskurser eller benytte netop færdigbygget anlæg med 14 bays! De frygtede, at de på sigt også ville miste der våbentilladelser. Vi fortalte, at vi også i Danmark havde været bekymrede for fremtiden for vores yndlingssport, men at dette nu var bragt i orden. Vi fik deres kontaktinformationer for evt. at kunne bistå dem med vores viden og erfaringer i deres forsøg på at finde en fornuftig løsning med de irske myndigheder. Vel ankommet til kroen konstaterede Lars, at stedet ikke havde forandret sig det mindste siden han for ca. 4 år siden faldt over det da han sidst deltog. Vi blev installeret på et hyggeligt kvistværelse med udsigt til de tågedækkede, træklædte bayeriske bakker. Efter en god aftensmad, svinekotelet med fåreost (”Baah” forklarede tjeneren), gik vi til køjs.

Vi ankom til SG-Heuchlings skydebane lidt før 7.30 som de eneste danskere, og fik hilst på de andre skytter, heriblandt den tidligere tyske mester i Production, Tino Schmidt, som også skulle gå på vores squad. Vi kom i gang som planlagt, og den altid vanskelige første stage gik godt for os begge to. Der var i alt 4 bays hvor der samtidig kunne afvikles 5 stages, og nogle af disse var endda hot stages, så de bestod af 2 stages hvor samme skytte blot gjorde klar efter den ene og straks skød den anden. Afviklingen gik som smurt, og der var ikke længere ventetid end den det tog at se de andre skytter komme igennem banerne. Vi fik luftet vores skrantende tyskkundskaber, blandet med deres gebrokne engelsk på vores ellers helt igennem tyske squad og konstaterede endnu engang at hver match giver nye venner. Jo, IPSC er i sandhed en utrolig social sport. De byggede stages var både afvekslende og svære, og det endda uden alt for mange tekniske props som ofte skaber problemer når de ikke virker. Vi roterede fra bay til bay, spiste frokost og havde skudt 15 stages og en sjat over 300 skud (inkl. reparationer) da dagen var omme lidt over kl. 18, og det endda næsten en time foran tidsplanen. Der er noget at tage med hjem til egne stævneafviklinger i forhold til hvordan denne, Tysklands største indendørs match afvikles.

 

Lars Hagemann ved 9th Ironhands
Lars Hagemann ved 9th Ironhands

Efter de obligatoriske afskedsrunder skytterne imellem returnerede vi til Gasthof Vogel hvor vi fik ”muh’et” os til at bestille bøffer af oksekød frem for svine ditto. Efter dette velfortjente måltid satte værten, Uli sig ved vores bord og vi fik en længere sludder om alt mellem himmel og hav: Hans kone, der serverede for os, var fra bjergrige Venezuela, og vi havde alle tre en interesse for dykning. Lars og jeg sov før vores hoved ramte puden og det blev lørdag formiddag inden vi atter vendte kursen hjem mod Danmark. En skøn tur, med noget af det bedste indendørs skydning vi har oplevet, var tilendebragt på et tidspunkt, hvor de fleste skytter endnu overvejer hvornår sæsonen skal starte. For de der vil, er der ingen grund til overhovedet at lade den slutte.

(red. anm.: der har allerede været afholdt 2 IPSC stævner i Jylland i år, så sæsonen er for længst i gang herhjemme Wink)

Lars Hagemann blev nr. 4, og Christian Ditlev Jensen nr. 21, begge i Production.

Resultater:

http://www.ironhands.de/Ergebnisse_Match_Results/Overall_Ironhands_2009.pdf

Der var ingen af os som havde problemer med udstyret, med undtagelse af Christian, der her prøver at låse sin nye mobiltelefon op.

 

 
Copyright © Dansk Sportsskytte Forbund 2003-2017 RocketTheme Joomla Templates