DSF Nyheder Generelt Udfyld våben-deklaration på nettet, før du skal til Sverige
Udfyld våben-deklaration på nettet, før du skal til Sverige
Skrevet af Jack Rømer   
Lørdag, 12. juni 2004 19:09
Det svenske toldvæsen tilbyder nu en service via internettet, som vil gøre livet nemmere for sportsskytter og jægere, som rejser til Sverige med deres våben.

Svenskerne accepterer ikke det danske våbenpas (EU-pas, red.). Så hidtil har danske skytter, som tager til Sverige for at skyde, været nødt til at henvende sig til toldvæsenet, når de kom til den dansk-svenske grænse. Her skulle de vise våben- og billedlegitimation og udfylde "Deklaration för skjutvapen och ammunition". Og når man rejste ud af Sverige igen, skulle man endnu en gang henvende sig ved toldvæsenets skranke og udfylde en ny blanket.

Men nu kan danske skytter hjemmefra udfylde blanketten elektronisk via det svenske toldvæsens hjemmeside - og dermed slippe for at henvende sig ved en bemandet toldstation, når de tager våben med ind i Sverige.

Toldvæsenet gennemfører dog i enkelte tilfælde en kontrol, hvor man blandt andet skal opgive det ID-nummer, som man fik, da man udfyldte den elektroniske blanket.

Når man rejser tilbage til Danmark, kan man igen nøjes med at gå på nettet og udfylde en udførsels-anmeldelse hjemmefra, senest fem dage efter udrejsen.

Den nye service er for skytter og jægere, som har våbentilladelse i Norge, Finland eller Danmark - og som skal være i Sverige i mindre end tre måneder.

Hvis man skal rejse gennem Sverige med sit våben - hvilket jo typisk kunne være aktuelt for bornholmere eller andre danskere, som skal til Bornholm - skal man stadig i et stykke tid deklarere sit våben på gammeldags manér. Men snart kan man også bruge den elektroniske blanket ved gennemrejse, lover det svenske toldvæsens hjemmeside.

(Af Per Falborg)
11-06-2004

Direkte link til toldvæsnets blanket, endda på dansk: blanketten
 
Copyright © Dansk Sportsskytte Forbund 2003-2017 RocketTheme Joomla Templates