DSF Nyheder Nyhedsbreve Formandens beretning 2005.
Formandens beretning 2005.
Skrevet af Tim Andersen   
Fredag, 11. marts 2005 14:59
Formandens beretning 2005.

”Vi går en spændende tid i møde!”, var afslutningen på sidste års beretning. Det skulle vise sig at være mere end rigtigt, mere herom senere.

Som Jack Rømer skrev på webbet, har 2004 nok været det bedste år nogensinde for DSF. Vores primære aktivitet, at afholde stævner og få nogle skud ned af banen, har aldrig haft større succes. Som det første eksempel herpå var vores Level III Riffel match i Borris. Ikke mindst takket være Keld Knudsen, Bøje samt Henrik F Nielsen leverede vi hvad mange deltagere kaldte ”den bedste riffel match de nogensinde havde skudt”. Og det kom også fra Norske og Finske skytter!

Vi fik os møvet ind på en Svensk fortsættelse af Örestad Cup. Formanden fandt på navnet SweDen Cup, og Anders Buchwalds kone lavede det flotte logo. 7 rigtig gode matcher blev det til, heraf 2 på dansk jord. Et fremragende initiativ, med en stor tak til især Leif Madsen, Malmø.

Årets to Rooster matcher blev også meget succesfulde, og for en gang skyld også med hensyn til deltagere og til overskud! En stor tak til alle de, der arbejdede utrætteligt for disse matcher, og især en stor tak til Per Bressendorff, der holdt i alle trådene!
Også Kombi, Bowling og Tjeneste har været rimeligt besøgt. En stor tak til alle vores sponsorer for deres støtte gennem året!

Internationalt fik vi endelig Danmark på verdenskortet, da Ralf K Jensen vandt en sølvmedalje i Std. Div. ved årets IPSC EM i Tjekkiet. En præstation af de helt store, - det er en meget skrapt felt at konkurrere i dag. Også KB fik en medalje, bronze i Super Senior Open. Endelig fik vi overhalet de andre Nordiske lande indenom!

Det internationale arbejde kører også fint. I IPSC Rules Committee, Prod. Div. Committee samt Competition Committee har jeg fornøjelsen at arbejde. Derudover er Knud Erik Poulsen formand for Environmental Committee. Vi har haft møder i Vegas, Tjekkiet og Bali, og næste gang er til IWA i Nürnberg. Vi pusler med løbende vedligehold på reglerne, en justering af Production, begge forhåbentlig gældende for de næste 3 år. Competition Committee arbejder med en Verdenskalender, der skal tilpasses med Handgun, Rifle, Shotgun og 3 gun tournaments! Derudover udarbejder vi udkast til de kontrakter eller aftaler en Level IV eller V arrangør skal indgå med IPSC samt, sammen med IROA, en ”Good Match Practice” bog, der vil hjælpe alle match arrangører i deres arbejde.

Politisk, ja, det har været lidt meget spændende! Jm har gjort sikkerhedsmæssige indsigelser mod visse dele af vores stævneaktiviteter, ansporet af politiet. Vi har udbedt os yderligere materiale for at kunne imødegå hvad der mest ligner en udstilling af politiets uvidenhed om emnet. Jeg skal sige, at Unionen og DIF har været med os i hele forløbet, helt uden forbehold. De er godt nok vores samarbejdspartnere, men skal alligevel have uforbeholden ros!

Igen i år har webbet under Jack Rømer’s ledelse virkeligt været i front. Og ”Seertallene” vokser også herefter. Der er, som altid, planer for endnu en forbedringsrunde af webbet, herunder forskellige fora.

Som I vil høre om lidt, fremlægger bestyrelsen sin forslag til nye vedtægter. Disse er dels affødt af krav fra DIF, som vi har honoreret, og et ønske fra egen side om at få flere navne på vores aktiviteter, så skytterne vil opleve en bedre service.
Vi er jo uforbederlige optimister, ellers sad vi ikke her. Og vores bud på World Shoot Rifle næste år står stadig ved magt. Nu forestår så et stykke politisk arbejde, som vi tror og håber vil krones med held.

Til slut en tak til alle de, der gør et arbejde for DSF, på stævne siden, på PR siden, på sponsorsiden, og alle de andre ting der skal passes, for at vi kan dyrke vores idræt.
 
Copyright © Dansk Sportsskytte Forbund 2003-2017 RocketTheme Joomla Templates