DSF Resultater Tjenestepistol DM i Tjenestepistol
DM i Tjenestepistol
Skrevet af Jens Faurschou   
Søndag, 16. oktober 2005 18:53
I weekenden, der startede med fredag den 14. oktober, blev der i Djurslands Pistolklub afholdt dette års Danmarksmesterskab i Tjenestepistol.

TV var på besøg


Vejrudsigten var der nogle af os der fulgte nøje op til weekenden i denne noget usikre periode rent vejrmæssigt. Men, men. Som så ofte før var vejrguderne os nådige og gav os et efter årstiden godt skydevejr.



Der var mødt skytter fra mange klubber rundt omkring i landet, som det ses af resultatlisten. Nogle af os var rejst langvejs fra, nemlig fra København.

Vi kørte af sted lørdag morgen for at kunne være på skydebanen i god tid. Første skydetid var 13.45. Bilen blev pakket og af sted gik det kl. 8.00 mod Kastrup for at hente Finn og derefter til Københavns Hovedbanegård for at samle Tine og Knud Erik op.

Herefter var det bare at følge GPSen og håbe på, den kendte vejen. Det gjorde den næsten. Så vi landede på Djurslands Pistolklub knapt 15 min. før vores første skydetid.

Ind og melde ankomst i sekretariatet og så ellers ud og gøre klar på banen. Banen var i øvrigt præget af noget specielle lysforhold.



Derudover var der på hver side af den enkelte skytte placeret plader som afskærmning mellem skytterne. Umiddelbart en god ide. Man var således beskyttet mod lyd, flyvende patronhylstre og røg fra de andre skytter.



Der var absolut ingen vind, og solen strålede smukt men skarpt ind i skydebåsene. I standardklasserne med almindelige sigtemidler resulterede det i, at røgen fra skuddene stod rundt om det forreste sigtemiddel, og i solens dejlige varme og skarpe lys, var det som om at sigtemidlet næsten forsvandt. Næsten på samme måde som fjernlys på en bil virker i tæt tåge.



Vi havde forudbestilt skydetider til os alle 4 to runder i træk. Vi fik alle 4 på denne måde skudt 2 af de i alt 4 klasser om lørdagen.

Det gik ok. Ja faktisk skulle det vise sig, at gik helt forrygende godt. En af os blev Danmarksmester denne dag. Vi vidste det bare ikke endeligt, før alle skydninger var afsluttet dagen efter.

Ud over et mesterskab leverede holdet generelt imponerende resultater. To erfarne skytter var taget af sted med deres 2 lærlinge. Den ene lærling (Jens) - næsten færdig med den første del af læretiden, og den anden (Tine)…. Tja – prøv at se resultatlisten. Første sæson som skytte; stiller op i alle 4 klasser og leverer sådan et resultat. Godt gået. Tine har absolut gode grunde til at være stolt. Det er der i hvert fald 2 ’lærere’, der er.

Glade og tilfredse gik turen så til hotellet. Scandic Kongens Ege beliggende med en fantastisk udsigt over Randers.

Udsigt fra hotellet


Resten af dagen stod på hyggeligt samvær, en tur i byen, god (og meeeget) mad, og så var det hjem i seng.

En træt, mæt og tilfreds Jens


Anden dagen gik bl.a. med at holde øje med om Danmarksmesterskabet var ’truet’ og om sølvmedaljen – der var i udsigt i en anden klasse – kunne forventes at holde. Nåja - og så lige skyde de sidste 2 klasser.

Morgenudsigt fra hotellet


Skydningen blev afsluttet i løbet af de tidlige og meget kolde morgentimer, og gav os derfor tid til at besøge Randers Regnskov, inden vi satte kursen mod København.

Randers regnskov udefra


Tine, Knud Erik, Finn og jeg selv vil gerne takke for et godt afviklet DM, hvor alt kørte lige efter tidsplanen.

Nogle af de hårdtarbejdende værter


Med venlig hilsen

Jens Faurschou
Nybagt danmarksmester (og meget stolt)

DM i Tjenestepistol Randers den 14. – 16. oktober 2005
Resultater
 
Copyright © Dansk Sportsskytte Forbund 2003-2017 RocketTheme Joomla Templates