DSF Nyheder Portrættet Portræt af Ralf K. Jensen
Portræt af Ralf K. Jensen
Skrevet af Jens Faurschou   
Fredag, 15. Juli 2005 02:00
Navn: Ralf K. Jensen

Alder: 35 år



Hvad laver du til daglig
Jeg er CRM-projektleder hos Toyota Danmark A/S

Hvilke klubber er du medlem af?
Værløse Skytteforening, Krudtuglen og Dansk Sportskytte Forbund (DSF)

Ralf på et eksotisk konkurrencested


Hvor meget ammunition bruger du?
Ikke så meget som tidligere. I 2004 blev det til ca. 35.000 skud - I 2005 forventes ca. 3-4000 skud.

Hvad har du af skydere og hvilken ammunition foretrækker du at bruge?
Jeg har en STI 2011 - 9mm, en Sphinx Master - 9mm og en Pardini SP22 - .22lr.

Til 9mm foretrækker jeg AMA (1987).

Hvor mange penge har du brugt på din sport?
Det meste jeg har brugt på et år var ca. 87.000 DKK. I det beløb er inkluderet rejseaktivitet, stævner, ammunition samt div. Men nu er det noget mere behersket. Jeg forventer at bruge ca. 8.000 kr. i løbet af 2005 alt inklusivt.

>
Ralf in action under EM 2004


Hvor meget tid har du brugt på din træning
Da jeg trænede mest, var jeg på skydebanen ca. 4-5 gange om ugen (varighed ca. 2-3 timer pr. gang).

Umiddelbart op til store stævner (f.eks. EM og VM) tog jeg fri fra arbejde (1 uge til EM og 14 dage til VM) og trænede fuld tid. Det inkluderede mindst 10-12 timers pensum pr. dag inkl. Live-fire, tør-træning, performance analyse, mental træning, fysisk træning (løb, sprint), etc.

Igen er historien lidt mere afslappet i dag: Mit mål er at skyde 1-2 gange om ugen - men i dagligdagens trummerum, kan der godt gå 14 dage imellem, at skyderen siger bang. Har dog sat mig for, at der skal "strammes lidt op".

Hvordan har du tilrettelagt din træning, og hvad inkluderer det?
I første halvår af 2004 trænede jeg ca. 2-3 gange op ugen (ca. 300 skud pr. gang).

Når jeg tog fri op til store stævner (f.eks. EM, VM), trænede jeg, som var det mit arbejde ("just another day at the office"). Dvs. live fire 2-3 gange dagligt (formiddag, eftermiddag, evt. aften). Jeg fandt hurtigt ud af, at kvaliteten af min træning aftog efter 2 - 3 timers koncentreret træning. Og siden det var mig selv, der betalte gildet, skyldte jeg mig selv at få mest "bang" for pengene. Men op til EM2004 fik jeg på 7 dage skudt ca. 5.000 skud.

Dertil kom løb, sprint, tør-træning, mental træning, performance analyse m.m.

Som nævnt er mit mål at skyde 1-2 gange om ugen, men i dagligdagens trummerum, kan der godt gå 14 dage imellem at skyderen siger bang. Har dog sat mig for, at der skal "strammes lidt op".

Jeg tørtræner stadig lidt i dag. Jeg vil tro, det bliver til et par timers klikken foran TV'et/efter stikkontakter pr. uge.

Tørtræning:
Gør det - det er god og billig træning. Hvis din tørtræning ikke "giver dig noget", så gør du det forkert :

Konditionstræning:
Hvaffor kondition? Nej, jeg løber en tur en gang imellem - men det bliver til alt, alt for lidt. Sidste jeg løb er efterhånden ved at være 14 dage siden, så det kan jeg nok ikke blive ved at leve højt på… :

Reaktionstræning:
Nej, ikke rigtig. Var noget jeg gjorde for år tilbage, men min reaktionsevne ligger på konstant på ca. 0.14 - 0.15 sek., og der er vigtigere områder, der trænger til forbedring.

Ja, ja. Hvem siger, at IPSC ikke kræver noget?


Hvordan startede din interesse for skydning?
Tror det startede allerede i 4-5 års alderen, fordi min far og storebror (som jeg så meget op til) gik på jagt og generelt var interesserede i skydning og skydevåben. Min bror gik oven i købet til pistolskydning, og det var vildt spændende, at få lov at håndtere en "rigtig" skyder. Desuden havde jeg som barn altid en masse legetøj pistoler og læste stakkevis af våbenblade hos min bror (Gun Digest, Handgunner, etc.).

Hvornår og hvordan startede du med at skyde?
Jeg startede nok som 8-9 årig med at skyde riffel, og selvom det var noget, jeg var rigtig god til, så det varede kun et lille års tid, før det var for kedeligt.

Til konfirmation købte jeg et Diana 35 luftgevær, som blev flittigt brugt hjemme i haven, og det skød bare super godt. Jeg hjalp til tider min mor med at plukke højtsiddende æbler ned fra træet, ved at skyde stilken over. Hun blev knotten, når æblet blev strejfet, så det gjaldt om at gøre sig umage.

Så tog jeg jagttegn og købte mig som 16-årig en jagtriffel (Winchester 94, cal. .44 magnum). Selvom sådan en "cowboy-riffel" var rigtig sjov at skyde med, blev den solgt da jeg skulle bruge penge til en motorcykel.

Mit første møde med grovvåben? Som 18-årig var jeg med min storebror med til pistolskydning, og blev hooked. Min første pistol var en High-Standard i kal. 22LR, som skød rigtig godt. Efter at have skudt et års tid prøvede jeg en dag en grov revolver (kal. 38 med wadcutter-ladninger), men både min formand og jeg blev enige om, at grov kaliber var useriøs skydning, basta! Nåh ja, holdninger er til for at blive ændret... :

Jeg købte en forniklet Taurus PT99 i 9mm, som jeg skød med ½ år inden jeg kunne holde det sorte på skiven. Jeg deltog i en masse pistol-terrænskydning i DDS' regi både på .22 og grov. Jeg fik oven i købet gode placeringer, f.eks. bronze til DM Pistolterræn.

Jeg havde nu skudt pistol i ca. 5-6 år og…..ja, jeg kedede mig! Jeg overvejede faktisk at droppe skydning, indtil jeg en dag i 1992 blev introduceret til IPSC. Der var dynamik, præcision, tidspres, adrenalin, godt kammeratskab og, og, og…

Jeg fik hurtigt taget licens og husker stadig mit første stævne (som jeg oven i købet vandt). Jeg var så fuld af adrenalin, at jeg slet ikke sov natten efter stævnet.

En god ting ved IPSC: Nye gode venskaber


Da man skyder meget i IPSC, fik jeg hurtigt skudt tarmene ud på Taurus'en, som blev afløst af en Glock 17L. Jeg ville noget med min skydning, men som studerende havde jeg ingen penge, så da valget stod mellem motorcyklen og en Sphinx Master fra Schweiz, blev "kværnen" solgt. Sphinx'en skød jeg med i en lang række år, og kan kun anbefale den.

Op til EM2001 i Tyskland blev Sphinx'en dog udskiftet med den STI 2011, jeg har i dag - flere skud, blødere rekyle gjorde mig mere konkurrence-dygtig. Nok til at få en 5. plads til EM 2001 og en 2. plads ved EM 2004.

STI'en har nu skudt ca. 65.000 skud og er stadig "stærkt kørende".

…og så er der andre fordele ved de store stævner.


Hvilke kurser har du deltaget i?
Jeg har IPSC licens (A-licens kalder man det vist i dag), og har fungeret som RO til et par stævner.

Hvilke konkurrencer har du deltaget i og hvordan har dine placeringer været?
Uha…et par stykker er det jo blevet til, men den fedeste tur var nok Sri Lanka Invitational Level III (2003)! Men jeg har haft masser af gode oplevelser. F.eks. VM Sydafrika (2002), EM Grækenland/Kreta (1998), EM Tyskland (2001) og ikke mindst EM Tjekkiet (2004).

Placeringer i konkurrencer?
10 eller 11 gange Danmarksmester
Nr. 20. - EM 1998 Grækenland/Kreta (1998)
Nr. 5 - EM Tyskland (2001)
Nr. 14 - VM Sydafrika (2002)
Nr. 2 - EM Tjekkiet (2004)

Og en masse andre Level III stævner, hvor jeg har været så heldig at vinde et par stykker, hvilket har indbragt 17 Presidents Medals (indtil nu).


Hvad er det der gør skydning specielt?
IPSC-skydning: Det er dynamikken i skydningen - Vores motto siger det hele (DVC = Præcision, Kraft og hurtighed). Evnen til at kunne styre et kraftigt våben, hurtigt og præcist. Det ser så legende let ud, når de virkeligt store gør det (Rob Leatham, Eric Grauffel). Desuden konkurrence elementet: Nerverne og energien til stævnerne er en helt fantastisk oplevelse. Men det helt unikke ved IPSC-skydning er nok især venskaberne, som opstår med konkurrenterne - tit på tværs af nationalitet.

Et af de mange gode bekendtskaber


Er der nogle dårlige sider ved skydningen?
Ja, hvis man ikke lever op til sin egen standard, kan man godt have en rigtig "øv-dag".

Hvis du ikke skulle dyrke skydning, hvad ville du så dyrke?
Hmm…det bliver nok ikke aktuelt, men måske køre motorcykel igen eller lære at flyve.


Dyrker du/har du andre interesser end skydning?
Mit arbejde tager til tider meget af min tid, men ellers er jeg nok ret ensporet - skydning er mit liv.

Hvad er den bedste oplevelse du har haft i forbindelse med skydning?
Turen til Sri Lanka (2003) var klart en "1-gang i livet oplevelse". Se matchrapport på her på sitet - under arkiv: 2003 Oktober: Konge for en uge
Og så selvfølgelig sølvmedaljen til EM…

Ralf under EM


….og så op på skamlen


Hvad er den værste oplevelse du har haft i forbindelse med skydning?
NM 2003 i Finland - hvor defekt ammunition kostede mig ekstra 8-9 sekunder på stævnets største field course. Det gjorde det umuligt at nå mit mål som Nordisk Mester.

Hvad kan gøre skydesporten bedre?
At offentligheden (og myndighederne) ikke lider af berøringsangst overfor skydesporten - herunder også IPSC. Vi skal blive ved med at have en meget stram våbenlovgivning, men ikke så stram, så udøverne af vores sport bliver hindret i at konkurrere på lige fod med de internationale konkurrenter.


Er du ved at drosle ned med din skydning, eller er der nye mål på vej?
Nogle tror, at jeg har trukket mig helt ud af skydesporten - det er nu ikke helt tilfældet. Lige nu er ambitionsniveauet og træningsindsatsen bare på (meget) lavere niveau. Jeg betragter det mere som en pause. Lige her og nu har jeg stadig tænkt mig at træne op til næste EM, hvor målet er at skyde "den perfekte match". Jeg har skudt EM 3 gange indtil nu, og det har givet hhv. en 20., 5. og 2. plads. Det bliver spændende at se om det stadig går fremad.


Som vi stadig vil se ham: 'Load and make ready'


Vi ses ude på banen.

DVC,
Ralf.
 
Copyright © Dansk Sportsskytte Forbund 2003-2019 RocketTheme Joomla Templates